Jeg er stolt af de vægmalerier jeg har malet på fire psykiatriske centre i Danmark, og hver eneste oplevelse har efterladt et dybt indtryk på mig. Jeg husker især den uge, jeg tilbragte på ungepsykiatrisk afdeling i Glostrup, hvor jeg malede et vægmaleri. Det var en uge fyldt med samtaler med unge mennesker, der delte glimt af deres liv og tanker. Det gjorde et stort indtryk på mig – en oplevelse, der var både berigende og følelsesmæssigt udfordrende. Jeg er en, der suger stemninger og energier til mig, og når jeg arbejder på steder som disse, mærker jeg virkelig de mange lag af menneskelighed, håb og smerte.
Vægmaleri opholdsstue ungepsykiatrisk afdeling på Glostrup Hospital
Vægmaleri på ungepsykiatrisk afdeling på Glostrup Hospital.
Dette er et foto at en søjle på afdelingen. Denne søjle kaldte de for krammesøjlen, da man altid kunne gå hen og give den et kram, hvis man fik brug for det. Derfor blev vægmaletiet også fokuseret på netop denne søjle i opholdsstuen.
Kunst i Psykiatrien betyder noget
Jeg har gennem årene modtaget mails fra tidligere patienter og har haft muligheden for at møde nogle af dem, der har boet med min kunst, mens de var indlagt. Hver gang bliver jeg rørt over, at de vælger at dele deres historier med mig. Deres ord giver mig en dybere forståelse af, hvad kunsten kan betyde for mennesker i en sårbar situation. At høre, hvordan mine vægmalerier har skabt små øjeblikke af ro, refleksion eller inspiration, betyder alt for mig.
Kunst er ikke bare farver og former på en væg – det er en form for kommunikation. Det er et sprog, der taler til følelser og tanker, og magien opstår i mødet mellem værket og beskueren. Når jeg maler på psykiatriske centre, er det min intention at skabe noget, der kan give en følelse af ro og måske et lille håb. Noget, der kan være en visuel trøst eller bare et sted, hvor tankerne kan få lov til at flyde frit.
Læs mere om mine vægmalerier