Da jeg var i start tyverne, læste jeg til tøjdesigner. Jeg syntes selv at jeg havde mange gode idéer, men havde svært ved at skaffe materialerne til mine idéer, da jeg ofte var flere år forud på trenden. Timing er alt i design, så det at være så langt forud giver ikke point i den branche.
Da jeg senere tyverne læste økonomi på CBS, havde jeg iværksætteri som valgfag. Her skrev jeg en stor opgave, hvor jeg opfandt en ny virksomhed og brand med navnet “Chameleon Radio”. Det handlede om, at jeg var sikker på, at man i fremtiden ville høre radio og musik ved selv at lave sine playlister og sammensætte sine programmer som podcast. Udfordringen var bare, at teknikken ikke var opfundet endnu. Der var endnu ikke smartphones, og det var alt for besværligt at styre fra en computer, så min lærer troede ikke helt på min fantastiske forretningsidé.
Da jeg skulle skrive mit speciale på CBS, ville jeg skrive om bæredygtighed og økologi i tøjbranchen. Jeg drømte om at gå i smart tøj, der samtidig var lidt bedre for miljøet. Jeg kunne ikke forstå, at de eneste der kæmpede for den sag var få helt små brands, hvor man også kom til at se meget økologisk ud og kun kunne vælge beige hør, hvis man ville gøre noget godt for miljøet. Jeg troede dog på, at de større tøjbrands måtte kunne skabe noget moderigtigt, der samtidig belastede miljøet mindre og at forbrugerne var klar til at betale for det. Jeg måtte desværre opgive mit specialeemne, da ingen store tøjfirmaer ville samarbejde med mig. Det var ikke et område man i branchen ønskede at tale om i 2005. Heldigvis er meget sket siden.
Jeg har altid drømt om at blive trendforsker. Det at se de større tendenser har jeg altid været fascineret af, men jeg tænker at det nok er meget godt, at jeg er blevet kunstner, hvor timing ikke er helt så vigtigt, da udtrykket skal holde i mange år.
Jeg har dog stadig udfordringen med min kunst til tider. Jeg er inspireret af biologien, og både i 2018 og 19 malede jeg malerier, hvor virus var en del af historien. I 2020 da pandemien begyndte af fylde alt stoppede jeg. Det føltes forkert og nu pludselig klichéfyldt, og jeg kunne slet ikke overskue, at male former inspireret af virus i mine maleriet i 2020... det med timingen er bare ikke helt min stærke side